• Danske banker løber risiko med samarbejder i Sydafrika

    ソース: BDK Finans / 08 7 2024 18:00:59   America/Chicago

    Flere danske banker samarbejder med en række banker i Sydafrika. Det sker, mens de sydafrikanske banker flere gange har spillet en rolle i sager om alvorlig kriminalitet såsom hvidvask. Det skriver Berlingske. På baggrund af en kortlægning kan avisen i samarbejde med mediet Danwatch kaste lys over samarbejderne, som blandt andet gælder Danske Bank, Nordea, Nykredit, Jyske Bank og Arbejdernes Landsbank. Samarbejdet fungerer således, at de sydafrikanske banker fungerer som såkaldte korrespondentbanker for de danske. Korrespondentbanker sørger for, at kunder kan overføre penge mellem to lande uden besværlige mellemled. Mens de eksempelvis har en vigtig rolle, når det kommer til investeringer over grænserne, kan de også være problematiske, skriver Berlingske. For de danske banker risikerer at indgå i en fødekæde af kriminalitet. Den sydafrikanske banksektor er plaget af kriminalitet, og de danske banker kender ikke deres kunder. Det udgør en risiko, påpeger flere kilder til avisen. - Risikoen for hvidvask og terrorfinansiering gennem korrespondentbanksystemet er ikke kun en teoretisk risiko. Det er en meget reel risiko, som alle banker må forholde sig til. Problemet er, at der ikke findes en løsning, netop fordi korrespondentaftalerne er centrale for opretholdelsen af de globale pengestrømme, forklarer Tom Kirchmaier, professor i økonomisk kriminalitet ved Copenhagen Business School, til Berlingske. Korrespondentforbindelser i Sydafrika har tidligere ved flere lejligheder resulteret i bøder for utilstrækkelig hvidvaskkontrol. Flere myndigheder har også advaret om risikoen ved samarbejderne. Blandt andet har Finanstilsynet i øjeblikket et skærpet fokus på området, skriver avisen. De danske banker har ikke ønsket at stille op til interview med Danwatch og Berlingske. I en række skriftlige svar forklarer de, at de overvåger deres korrespondentforbindelser i udlandet. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/danske-banker-loeber-risiko-med-samarbejder-i-sydafrika
シェアする